Uddrag af romanen Inkaens fjerde mulighed

Romanens hovedpersoner, fortælleren og hans veninde Alex, er efter en støvet og uventet dramatisk rejse gennem Atacama-ørkenen nået frem til det hotel, hvor den arkæologiske ekspeditions deltagere er indkvarteret. En af ekspeditionens deltagere er død, men man har besluttet sig for at fortætte arbejdet. Om aftenen mødes selskabet ved middagsbordet og hele persongalleriet præsenteres: ekspeditionens leder den amerikanske arkæolog dr. Posphical, hans kollega dr. Lawson, Payne den indesluttede dykkerchef, de to lokale arkæologer, der blot præsenteres ved deres fornavne Marco og Roxanne, samt endelig den exentriske astronom dr. Gottlieb...

Efter middagen rykkede vi ud i baren for at drikke kaffe. Her strandede jeg i en sofa ved siden af dykkerchefen. Jeg forsøgte flere gange at få en dialog i gang med ham, men Payne virkede mut og besvarede stort set alle mine spørgsmål med enstavelsesord.
       Jeg bed mærke i, at hans øjne afveg markant fra resten af hans indesluttede væsen. Øjnene arbejdede på højtryk. De bevægede sig fra side til side. Ikke flaksende, snarere scannende. Jeg havde en fornemmelse af, at han kun var perifert opmærksom på mit selskab og var langt mere koncentreret om at studere alle andre i baren. Diskret, næsten arrogant – som et rovdyr der tålmodigt overvåger en flok af byttedyr. Han registrerede alt. Spørgsmålet var, om han så også registrerede, at jeg gjorde det samme.
       Jeg fortalte ham om mit dykkercertifikat, som var erhvervet på en kommerciel dykkerskole, og spurgte til komplikationerne ved at dykke i seks kilometers højde. Til det første faktum lavede han en grimasse, der kun kunne tolkes som hans uforbeholdne og ikke særligt positive mening om dykkere af min slags. Mit spørgsmål ignorerede han.
       Havde jeg på noget tidspunkt drømt om at blive inviteret til at tage et dyk i kratersøen på Licancabur, indhentede realiteterne mig i hvert fald nu. Payne, der i givet fald skulle give sin tilladelse, havde intet til overs for min dykkeruddannelse. Alex havde sportsdykkernes mere anerkendte CMAS-certifikat, men det var tvivlsomt om Payne anerkendte ret meget andet end den amerikanske marines dykkeruddannelse.
       Ved et af de andre kaffeborde fangede jeg igen Roxannes blik. Vi fastholdt hinanden netop så længe, at det ikke var et tilfældigt strejfende blik. Igen syntes jeg at genkende noget i ansigtstrækkene. Jeg bemærkede, at Lawson sad og betragtede mig diskret.
      Jeg opfangede brudstykker af en ordveksling mellem Alex og Marco, der sad ved nabobordet sammen med Gottlieb og Roxanne. Det virkede, som om Nicks rundhåndede udskænkning af årgangswhisky havde løsnet lidt op for stemmebåndene. Samtalen, der tilsyneladende foregik på en blanding af spansk og engelsk, handlede så vidt jeg kunne høre om de oplevelser, som de hver for sig havde haft under besøg i Cairo.
      Da jeg rykkede over til dem efter endeligt at have opgivet at komme i snak med Payne, slog Marco høfligt over i rent engelsk.
      Mens jeg lyttede, studerede jeg Marco. Han så ud til at være i trediverne, men noget sagde mig, at han var ældre. Han var omkring hundrede og firs centimeter høj, havde kort, tætklippet, sort hår, der kronede et markant, firskårent ansigt. En karikaturtegner ville afbilde ham som en af Hergés og Tintins sydamerikanske revolutionshelte. Lige bortset fra at disse var notorisk ubarberede, mens Marcos karakteristiske ansigt var blottet for enhver antydning af mørke skygger af et undertrykt skæg. Han var iført en mørkeblå poloskjorte og et par let krøllede, mørke bukser. Fødderne havde han stukket i et par anonyme sejlersko.
      Umiddelbart lignede han en almindelig, middelmådigt lønnet universitetsforsker. Men det umiddelbare indtryk snød. På hans håndled sad i en kraftig lænke af guld og stål et tungt Breitling Crosswind ur med en dybblå urskive beskyttet af en kraftig ramme af stål med guldindlæg. Marco rystede jævnligt på håndleddet, som om uret generede ham. På mig virkede det som en lidt irriterende, demonstrativ udstilling af overflod. Men jeg måtte erkende, at uret pointerede den klasse, som Marco under alle omstændigheder besad. I en film ville han uden tvivl have været helten.
       Da jeg gled ind som en del af tilhørerskaren, var Marco begyndt at fortælle en utrolig historie om, hvordan han havde tilbragt en nat inde i den store Kheops pyramide.
       Marco fortalte, hvordan han havde indrettet sig til overnatningen i det nederste af de officielt kendte kamre. Det kammer, der kaldes dronningekammeret.
       ”Et stykke tid sad jeg bare på min sovepose med ryggen op ad muren modsat indgangen til kammeret. Jeg kiggede rundt for at finde andet end mørket og lyttede efter alt andet end stilheden. I starten hørte jeg intet, men efter nogen tid registrerede jeg nogle pibende lyde. Rotter. Jeg så dem ikke på noget tidspunkt, men jeg er sikker på, at pyramiderne vrimler med rotter. Og de var opmærksomme på min tilstedeværelse.”
       Roxanne gøs og rystede sig af ubehag.
       Marco smilede. ”Sådan havde jeg det også. Først fandt jeg min madpakke frem og smed en del af den over i det fjerneste hjørne af rummet. Jeg håbede, at rotterne ville tage til takke med at dele madpakken med mig. Herefter tændte jeg min lommelygte og pakkede en petroleumslampe ud. Det var egentlig min plan at inspicere de dele af pyramiden, som jeg kunne få adgang til i løbet af natten. Bortset fra den ekspedition havde jeg tænkt mig at tilbringe den resterende del af natten i dronningekammeret i totalt mørke, men tanken om usynlige rotter, der kravlede rundt på mig, fik mig til at ændre plottets lyssætning.”
       Marco skuttede sig tilsyneladende utilsigtet. Eller måske netop tilsigtet.
       ”På et tidspunkt besluttede jeg mig for at gå en runde, men idet jeg vendte mig rundt, så jeg, at jeg ikke længere var alene i kammeret.
       Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive hende. Jeg husker, at hun var usædvanligt smuk. Jeg husker, at jeg derinde i kammeret tænkte, at hun lignede dronning Nefertite … ”
       ”– Som levede godt tusind år efter, at gravkamrene i Cheops pyramide var blevet forseglet.” Roxanne gjorde let sarkastisk opmærksom på uoverensstemmelsen.
       ”Hendes ansigtstræk havde en slående lighed med Nefertite. Og selvom hun – Nefertite altså – indlysende nok kendte til pyramidernes eksistens, var hendes tilstedeværelse indrømmet selv i en drøm en dramatisk anakronisme.
       På trods af det svage lys i kammeret var hendes ansigtstræk tydelige, som om der var et særligt lys omkring hende, uafhængigt af min petroleumslampe.
       Hun havde et langt, slankt ansigt. Meget smukt. Samtidig udstrålede det aristokratisk arrogance og autoritet. Det var ikke et ansigt, der tålte afvisning. Hun var ikke iført den royale hovedbeklædning, der går igen på så mange afbildninger af Nefertite, men hendes smukke ansigt var fremhævet af den meget markante makeup, som også kendetegner alle billeder af hende.
       Det mest iøjnefaldende var hendes kraftigt optrukne, sorte øjenbryn. Deres formål var at fange mit blik i et begyndende fokus. En meget kraftig eyeliner gjorde det umuligt ikke at drages videre til hendes mørke, hypnotiserende øjne. Jeg blev suget ind i hendes øjne. Måske blev jeg hypnotiseret.”
       Det gik op for mig, at Marco talte til Alex. Jeg kunne se på hans blik, at han holdt øje med, hvordan hun modtog historien. Når han indimellem vendte sig imod mig, var det en høflighedsgestus, som nok i højere grad var møntet på Alex end på mig. Hvis han var opmærksom på mig, var det kun for at se, hvordan jeg påvirkede Alex. Til gengæld virkede det, som om han stort set ignorerede Gottliebs og Roxannes tilstedeværelse. Især det sidste undrede mig, om end jeg også fandt en vis opmuntring i den omstændighed.
       Roxanne følte sig tilsyneladende også uden for fokus.
       ”Om lidt er vi vidne til en førstehåndsberetning fra en person, der er forsøgt kidnappet af rumvæsener,” hviskede hun til Gottlieb i et stemmeleje, der tydeligvis var beregnet på, at vi alle skulle høre det.
       ”Rumvæsener? Det påstår jeg ikke.” Marco så ud, som om han overvejede muligheden.
       Der er sådan set rent sandsynlighedsteoretisk al mulig grund til at tro på eksistensen af liv i andre planetsystemer. Sågar liv, der har udviklet sig intelligent.
       Det bedste argument imod sådan en teori er, at hvis der omkring de mange milliarder af milliarder af stjerner i Universet kredser planeter, der for nogles vedkommende huser liv, så må der findes utallige civilisationer uden for Jorden. Hvis det er tilfældet, er det underligt, at vi endnu ikke har hørt eller set tegn på dem. Der er endnu ikke opfanget antydningen af intelligente radiosignaler fra universet og – bortset fra ganske mange tvivlsomme beretninger – der er heller ikke endnu blevet observeret væsner fra rummet.
       Måske mente Marco i virkeligheden, at vi blot ikke så skoven for bare træer. Han kunne mene at, Kheops pyramiden kunne være eet af tegnene, der underminerede tvivlernes argumentation. Der er trods alt mennesker, der er mener, at Jesus var et rumvæsen.
       Marco flyttede sit blik hen til Alex, eller rettere tilbage til Alex.
       ”Tja – ægyptologerne undrer sig jo den dag i dag over, at nogle af de redskaber, som ægypterne anvendte i forbindelse med begravelserne, er lavet af et yderst sjældent metal. Det er så sjældent, at man må formode, at de gamle ægyptere har udvundet metallet af meteoritter. Altså sten fra rummet.”
      ”Det lyder mest, som om du har haft en ond drøm,” sagde Roxanne irriteret. ”Mon ikke din underbevidsthed bare spillede dig et puds? Fortæl mig nu ikke, at du er en af de fantaster, der mener, at pyramiden for mange årtusinder siden fungerede som et atomkraftværk.”
       Marco smilede mildt. ”Jeg vil ikke påstå, at jeg har en forklaring på det, jeg oplevede. Det var ikke en banal drøm, men jeg skal ikke bebrejde jer, hvis historien alligevel passer jer bedst som sådan.”
       Ingen af os svarede. Marco skænkede sig omhyggeligt noget mere kaffe. Jeg registrerede svagt, at Lawson sagde godnat ved et af de andre borde. Han forlod imidlertid baren ad døren ud til parkeringspladsen.
       ”Jeg ved godt, at I sidder og tænker, at min fortælling er underholdende, men ikke til at tro på. Derfor er det også sjældent, at jeg fortæller den. Det, jeg vil fortælle jer nu, har jeg aldrig fortalt til andre.
       Som I måske ved, har man i både konge- og dronningekammeret fundet nogle små huller, som man mener er mundinger på skakter, der løber skråt opad igennem pyramiden. Nogle mener, at de angiver retninger fra det indre af pyramiden mod bestemte stjerner på himlen, men den præcise betydning af skakterne er stadig ukendt. I dronningekammeret er der to smalle skakter.”
       Marco markerede med hænderne en længde på omkring tredive centimeter.
       ”Dronning Nefertite, eller hvem det var, der besøgte mig,  kom hen og tog mig i hånden. Så løftede hun mig op fra gulvet. Som Peter Pan og Klokkeblomst svævede vi frit i rummet. En stund hang jeg bare dér i luften som en hjælpeløs ballon, men situationen blev endnu mere absurd, da hun trak mig op i den ene af skakterne.
       Det føltes, som om kun mit hoved kunne være i skakten, mens resten af min krop holdt op med at eksistere. Den del af kroppen, der ikke kunne være i skakten, flød ubesværet igennem de omgivende stenblokke.
       Jeg drev op igennem skakten, men efter hen ved halvtreds meter var skakten pludselig blokeret. En stenblok spærrede for yderligere bevægelse. Blokken var af en anden type end de omkringsiddende blokke og var yderligere speciel ved, at der stak to stykker metal ud af den. Det lignede nærmest et par bøjede søm. Der er ellers hidtil overhovedet ikke fundet metal i pyramiden.”
       Marco holdt en kunstpause og rystede demonstrativt sit ur på plads.
       ”Jeg prøvede at trække i den ene metalstump, hvorved den brækkede af. Jeg fik et chok. På den ene side troede jeg, at det hele var en drøm, på den anden side følte jeg alligevel, at mit illegale besøg nu havde efterladt sig spor.
...."

Uddrag af romanen Inkaens fjerde mulighed